Tager 2 minutter

Test din HPFI nu

Du skal ikke oprette dig, og du skal kun bruge knappen på tavlens front. Testen slår strømmen fra et øjeblik på de grupper, fejlstrømsafbryderen (HPFI/RCD) beskytter.

Før du starter

Når du trykker på testknappen, forsvinder strømmen øjeblikkeligt på de grupper, HPFI'en beskytter. Ofte er det hele huset.

  • Lad sikringerne være tændte, men sluk følsomme apparater som computere og spillekonsoller på normal vis. Gem åbent arbejde først.
  • Vent med at teste, til vaskemaskine, opvaskemaskine og andre hvidevarer har kørt færdig. De har ikke godt af at miste strømmen midt i et program.
  • Bagefter skal du måske stille uret på ovnen, mikroovnen og lignende igen.

Sådan gør du

  1. Find HPFI'en i eltavlen. Se efter en knap mærket T eller Test. En kombiafbryder har også en testknap. Se, hvordan komponenterne i tavlen ser ud.
  2. Tryk på testknappen. Afbryderen skal slå fra med det samme, så strømmen forsvinder på de grupper, den beskytter.
  3. Slå den til igen. Brug afbryderens almindelige greb. Den skal kunne blive stående i tændt stilling.

Har tavlen flere HPFI'er eller kombiafbrydere, så test dem én ad gangen.

Hvordan gik det?

Sikkerhedsstyrelsen anbefaler at teste to gange om året, fx når der skiftes mellem sommer- og vintertid. Det er en anbefaling, ikke et lovkrav. Læs mere om test af HPFI.

Grænsen på 30 mA kommer fra standarden for elinstallationer. Nye boliginstallationer skal have en fejlstrømsafbryder "med en mærkeudløsestrøm, som ikke overstiger 30 mA" foran almindelige stikkontakter og belysning (DS/HD 60364-4-41:2017+A11+A12+Ret.1+Ret.2:2022, pkt. 411.3.3 og 411.3.4, DS-håndbog 183:2023).